Det, der for bare små fire uger siden lignede et tungt efterår i lighed med vejret, er nu forsvundet som dug for solen, og optimismen blandt spillere og trænerteam er svær at skjule. En stime som ubesejret i de seneste 5 kampe med 4 sejre og en enkelt uafgjort har gjort en kæmpe forskel – ikke bare på selvtilliden men også i tabellen, hvor vi nu indtager rækkens 5. plads i en ret så jævnbyrdig turnering. Og hvorfor denne forvandling kunne man spørge sig selv om?

”Først og fremmest har vi fået styr på vores organisation”, forklarer Nicolai Wael. ”Alle ved, at vi har været ramt af skader på betydningsfulde positioner, hvor især Andres Lope har været savnet som styrmand på midtbanen. Dernæst må vi rose vores forsvar med en sikker sidste skanse i vores keeper for at holde et højt niveau i de sidste 5 kampe, og de har virkelig lukket af og spillet med stor autoritet. Men generelt har spillerne bare arbejdet stenhårdt og dermed lagt grundstenen for vores resultater”.

Ja, indstillingen har været så god, at man også har hørt cheftræneren rose Julle for et stort løbearbejde på den centrale midtbane. Og flere andre er nu endelig trimmet til 2. divisions niveau, hvor det ofte er de små marginaler og dermed holdet med det største overskud, der afgør tingene til deres fordel. Nogle vil påstå, at vi har haft heldet på vores side i flere kampe, men held er ikke noget man får – det tilkæmper man sig. Kommer man med den rigtige attitude og vindermentalitet, som vores hold har vist, så vinder vi de fleste kampe i vores række.

”Det er vigtigt, at ovennævnte forudsætninger er på plads, men derfor har vi stadig større ambitioner om måden at vinde på”, fortæller Wael. ”Vi har ikke været så boldfaste som ønsket, og det må vi arbejde videre på til træning. Man kan vel sige, at vores tekniske niveau halter efter vores indstilling, men jeg synes, vi er på vej med vores 2. halvleg mod Odder in mente”.

Og det har den gode træner ret i. Her så vi holdet levere flere sammenhængende afleveringer i en god og sikker boldomgang, som gjorde, at vi kunne kontrollere kampen. Det ser vi gerne gentaget mod Vejgaard. Aalborg holdet er placeret på niende pladsen 6 point efter os, og det skyldtes primært lidt for mange uafgjorte kampe, som jo ikke rigtig rykker i tabellen. Vi kender holdet fra vores seneste 2-årige danmarksserie tid, hvor de rykkede op i 2. division det første år og blev erstattet af os året efter. Holdet er nu på ny at finde i 2. division og har med 7 point også markeret sig. Det behøver Vejgaard ikke gøre mod os og er også ret sikker på, at vores spillere vil gøre alt for at fortsætte vores gode resultater - især på Green Arena foran et talstærkt hjemmepublikum.

Vi har igen Pape til rådighed efter overstået karantæne, og til alles overraskelse lykkedes det også Jonas Magnussen at slippe for advarsler i Odder, så det begynder at ligne noget for Esbjerg-drengene. Til gengæld er der tvivl om Kasper Thomsen, der senest måtte udgå i Odder, men det er småting i en god og bred trup, hvor der er mange, der byder sig til.

I håb om en god kamp - velkommen til alle på Green Arena…..

Jens S. Nielsen